Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Nærværspædagogik i hjertet af Nørrebro

Velkommen til Blågårdens Børnehus - nærværspædagogik i hjertet af Nørrebro.

Vi er en lille selvejende institution i hjertet af Nørrebro med to vuggestuegrupper med hver 13 børn og to børnehavegrupper med hver 21 børn, og en god normering med 4 voksne på hver stue. Vi er stolte af vores mangfoldighed i både børne- og personalegruppe, som gør vores hus ressourcefyldt, levende og spændende at være og arbejde i. Personalegruppen, der udgør både nye og gamle medarbejdere, består af dedikerede pædagoger og medhjælpere med forskellige uddannelsesbaggrunde, samt kok, køkkenmedhjælper, gårdmænd og vikarer.

Vi har hjemme i den charmerende, gamle seminariebygning fra 1800-tallet, der ligger bevaret i baggården til Blågårdsgade nr. 15 med omkringliggende smukke grønne udearealer.

Børnehusets pædagogik er båret af kærlighed, nærvær, rummelighed, åbenhed og en oprigtig nysgerrighed på hvert enkelt barn. Med afsæt i den styrkede pædagogiske læreplan arbejder vi hver dag for at skabe trygge læringsmiljøer, hvor børnene mødes med anerkendelse, omsorg og respekt for deres forskelligheder. Vi ønsker, at børnene oplever at høre til, hvile i sig selv og vokse i fællesskabet, og arbejder for dette gennem nære relationer, nærværende voksne, genkendelig struktur, små grupper og ved altid at møde børnene i øjenhøjde. 

Mad og måltider er en vigtig del af vores pædagogiske hverdag, hvor vi skaber rum for ro og gode samtaler, og hvor børnene oplever deltagelse, genkendelighed og glæden ved at være sammen. Vi arbejder aktivt med at inddrage børnene i madlavningen og udfolde deres kendskab til sund og nærende mad.