Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Overgang fra vuggestue til børnehave

Vi starter en rolig indkøring ca. en måned før børnehavestart. Vuggestuens personale inviterer forældrene til et overgangsmøde med personale fra vuggestue og børnehave, hvor forældrene kan få informationer om, hvordan overgangen kommer til at foregå. Forældre kan sammen med vuggestuen fortælle om barnet, og personalet fra børnehaven kan fortælle lidt om rutiner og rammer i børnehaven, så det bliver en så tryg start for hele familien som muligt.
 

Barnet starter med at komme på besøg i børnehaven to formiddage om uge mellem 9.15 og 10.30, da børnehaven i dette tidsrum er opdelt i små grupper. Dette giver en rolig start; typisk vil en del af børnene fra stuen været et andet sted, så der er rum til en god indkøring af vuggestuebørnene.
 

Barnet vil være sammen med en voksen fra vuggestuen, en voksen fra børnehaven og en gruppe børn. Dette sker for at give barnet en så tryg og rolig start som muligt.
 

I løbet af overgangsperioden bliver barnet længere og længere tid i børnehaven, begynder måske at spise med, kommer på besøg igen om eftermiddagen og er i børnehaven uden en voksen fra vuggestuen. Som i alt vi gør, tager vi individuelle hensyn. Det er forskelligt, hvor lang tid børn kan være i børnehaven ad gangen. Hvis det overhovedet er muligt, flytter vi gerne en gruppe børn på samme tid. At følges med nogle venner giver øget tryghed og en bedre overgang.